Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070517 Gaster på og af – svære beslutninger

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så oplevede vi desværre det, som så mange før os har oplevet, nemlig at vores gaster stod af. Og måske ikke helt uventet på det længste og måske sværeste stræk over Atlanten.

Jeg skriver måske, fordi jeg i skrivende stund sidder her på Lela, som i dette øjeblik er 1 døgns sejlads fra Bermuda med ca. 16 døgn liggende fremme i tiden, inden vi ser den første ø i Acorer-gruppen.

Torben og Jens er ikke med os mere, og det er der nok flere årsager til. I følge dem begge er det ikke os personligt, der er noget i vejen med, de syntes begge, at vi havde været ok at være sammen med både i medgang og modgang, og det vælger vi at tro på. Vi synes også selv, at samværet på turen fra Ft. Lauderdale til Bermuda gik uden gnidninger.

Men hvad gik så galt?

Jo, som vi ser det fra vores side, så fik vi et par gaster med, som ikke havde prøvet langtur før og slet ikke på et stort hav som Atlanten. Begge har jo egen sejlbåd og er sejlvante, men her fra og til en sejltur, som vi er på, er der langt. Og jeg tror, at de to måske ikke helt havde indset, hvad det indebærer at krydse Atlanten i en 37 fods båd, nemlig mange dage 4 mennesker på meget lidt plads samt urolig og hård sø, som ikke tillader, at man slapper af et eneste øjeblik og gør alt lige fra toiletbesøg til madlavning og selv det at falde i søvn i slingrekøjen til en besværlig og anstrengende proces. Og så det at man ikke kan stå af. Det er ikke en kapsejlads, som snart slutter, man kan ikke gå hjem, når man ikke gider mere, og det kan være skræmmende at tænke på, at man faktisk er ude på et stort hav, prisgivet hvad der nu måtte komme, og med måske lige så mange dage foran sig som bag sig.

Og så havde vi jo en hård tur fra Ft. Lauderdale til Bermuda. Desværre meget hårdere end vi havde regnet med, og nok den hårdeste som Lars og jeg har oplevet indtil nu, og det var rigtig synd for de to at blive kastet ud i sådan en tur som den første. Vi havde flere døgn på hårdt kryds i kraftig vind, hvilket ikke er særligt behageligt, og oven i det havde vi frygten for at komme i rigtig dårlig vejr. Og frygten er en voldsom herre.

I løbet af ugen vi lå på Bermuda og ventede på en god vejrudsigt til at fortsætte, var Torben ikke helt så munter som tidligere, og det kom ikke som den helt store overraskelse for os, da han fortalte os om sine betænkeligheder ved at fortsætte. Og det var fair nok, for, som de siger i Norge, er det ”ingen skam at snu” ingen skam at vende om, og  man kan jo ikke vide, hvordan man reagerer, når man pludselig står i en situation, som man ikke har prøvet før.

Vi var selvfølgelig kede af det, men hellere melde klart ud med sine betænkeligheder. Og det ville for os heller ikke være godt at komme af sted med en gast, som ikke var helt glad for turen. Det ville kræve en ekstra indsats af os, og på sådan en tur har man brug for al sin energi til sejladsen alene. Desuden ville en mismodig person i en gruppe på fire hurtigt smitte af på hele stemningen. Og netop positiv tænkning, humor samt en godhed for hinanden er nærmest livsvigtig på en så lang og på mange måder krævende tur. Så vi bad ham overveje grundigt.

Men hvad så med Jens? De to var jo venner hjemmefra. Direkte adspurgt sagde Jens til vores glæde, at han var med. Han havde ikke de samme betænkeligheder og glædede sig både til sejladsen og til Acorerne.

Dagene gik, og vi skulle finde et egnet tidspunkt for afgang uden en alt for truende vejrudsigt. Lavtrykkene blev ved med at melde ind, og de lokale Bermuda borgere sagde, at det nærmere lignede vinter end det forår, det skulle være.

Vi var 9 skandinaviske både, som ville forsøge at komme af sted samtidig, hver med vores  dagsorden og tidsplaner, og for vores vedkommende skulle vi jo også gerne af sted inden for ikke alt for mange dage, hvis Jens og måske Torben skulle have noget ud af Acorerne, inden de skulle tilbage til arbejdet.

Endelig viste der sig et ”vindue” i vejrudsigterne, som var fint nok til at komme af sted på. Der blev arrangeret et skippermøde mellem bådene, og alle var enige om, at næste dag om eftermiddagen skulle der være afgang. Alle var glade og opstemte. Nu skulle det være. De sidste indkøb af friskvarer blev foretaget, gummibåden blev pakket, og båden fyldt op med diesel og vand. Og Torben fik igen mod på sejladsen.

Og så gik det galt ... eller hvad man nu kan sige, for sådan er det jo ofte, når man har med vejr og vind at gøre. Et par timer inden afgang var der pludselig et nyt lavtryk under opsejling, som nok ville give en del modvind i starten af sejladsen, og folk blev i tvivl. Et nyt skippermøde blev arrangeret. Lars havde lyst til at sejle, men hvis ingen andre gik af sted, så ville han vente, til vi kunne følges. Skippermødet trak ud, og vi lå lige ved siden af Dream Catcher, som var vært for mødet, og kunne se, at bøglerne gik højt.

Den nye situation skabte usikkerhed, og måske stak frygten for endnu en ubehagelig tur hovedet frem, for endnu inden Lars vendte tilbage fra skippermødet, kastede Torben håndklædet i ringen. Han valgte at stå af.

Resultatet af skippermødet blev, at vi udsatte afgangen til næste morgen, hvor vi endnu en gang ville tage ind til marinaen for at checke vejrkort fra de internetsteder, vi plejer at bruge, nemlig den tyske Wetterzentral, danske DMI og amerikanske Nooa.

Næste morgen tidlig var vi så inde sammen med Bo fra Love. De tre udsigter viste ikke noget særlig alarmerende billede, og da Lars hele tiden havde haft lyst til at sejle på de udsigter, der var, besluttede vi os. Vi ville sejle. Det samme ville Atlanta, Avanna, Malte II og Love, og Dream Catcher var allerede taget af sted.

Beslutningen var nu taget. Tilbage var bare at sejle over til immigrationskajen og udklarere. Det gjorde vi så, og da vi stod foran kontoret, fortalte Jens os, at han også stod af. Han ville tage hjem sammen med Torben.

Det kom helt bag på os. Nu var vi pludselig kun os to.

Helt fra Danmark havde vi talt om, at vi ville være flere på de lange stræk og havde arbejdet ud fra det. Torben og Jens havde været meget ivrige og interesserde i at komme med, og vi havde glædet os til at sejle med dem.

Nu blev vi både skuffede, forvirrede og ret frustrerede. Det havde været et hektisk døgn for os også med alle de beslutninger for og imod, og nu også dette.

Men vi sank spyttet. Jens fik pakket sine ting også, vi sagde farvel til de to på kajen og sejlede. 

Og vi er jo ikke de eneste, der kun sejler to, faktisk er det på de 6 ud af  9 både det samme, der gør sig gældende. Vi havde bare ikke regnet med det, men når det nu er, ja så skal vi nok også få det bedste ud af det.

Så vi sejler nu Lars og jeg. Vi skal nok klare det her. Nu er det bare os selv, og det er ok. Og det skorter jo ikke på guf og andet til fortæring undervejs, for båden er læsset til fire mennsker, så nød kommer vi ikke til at lide.

Mere om turen, når vi er kommet frem til acorerne.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 14-06-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...