Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070529 Ene to mod Acorerne

Forstørrelse
Se forstørrelse

På turen over Atlanten fra Bermuda til Acorerne gik vi ud af havnen sammen med Avanna, Atlanta, Love og Malte II. Dagen før gik Dream Catcher fra Norge, og ugen efter sejlede Nano, Anna og Seven, alle tre norske både. Undervejs hørte vi Pinocchio kalde op til vejrguruen Herb, så vi vidste, at de også var på vej til Acorerne som os.

Alle vi lå derude på samme tid og med samme destination, og man tænker meget på hinanden.

Vi havde mest kontakt med de fire både, som sejlede fra Bermuda samtidig med os.

Avanna er en svensk Bavaria på 44 fod med Bosse som skipper og Stefan og danske Johan som besætning. Tre herrer i pensionsalderen, som meget gerne ville have en ”gentlemans-segling”, som Bosse sagde. Bosse er på vej hjem til Danmark og sin danske kone efter, at de to har sejlet i 13 år. Navnet Avanna er grønlandsk og betyder, den der kommer fra nord. Bosses kone har nemlig blandt andet været jordemoder i Grønland.

Atlanta er en svensk stålbåd på 46 fod, som vi har fulgtes med så længe, at vi næsten føler os som famile til Mathias og Maria, som er ombord. Planen for dem var til at begynde med en jordomsejling på et ukendt antal år, men den halve jord var nok for dem, og nu er de på vej hjem til Sverige, hvor de vil finde et sted at bo og stifte familie. Mathias har undervejs skrevet en pragtfuld beretning om sin barndom i Gävle og omegn. Vi fik den lagt ind på pc´en og har brugt mange natlige timer på vagt med at læse og klukle over den lille Mathias´ hittepåsomhed. Vi håber, at den bliver udgivet!

Undervejs lyttede vi med på radioen, når Avanna og Atlanta, som er de eneste af os fem, der har en radio, som kan sende, talte sammen hver dag  kl. 13. En dag sådan ca. 4 dage henne i sejladsen var de urolige for os. ”Har I hørt noget fra Lela?” spurgte Bosse, og Mathias kunne kun svare nej, at det havde han ikke. De to blev så enige om, at de ville bede os om at kontakte Dream Catcher via vores satelittelefon og fortælle dem vores position. ”Så Lela, hvis I lytter med nu, så ring til Dream Catcher og bed dem maile jeres position til Atlanta”, sagde Mathias ud i æteren, og vi sad der og lyttede til ham og Bosse og var så glade for deres omsorg og skyndte os selvfølgelig at kontakte Dream Catcher.

Dagen efter kunne Atlanta så fortælle Bosse i deres ”radiotid”, at han havde hørt fra os, og at vi lå på den og den position dagen før. (det skal siges, at hverken Atlanta eller Avanna har satelittelefon.)

En af de følgende dage, da de talte sammen, fik vi så en sørgelig meddelelse. Mathias fortalte nemlig Bosse, at deres lille hund Ajja, var forsvundet for dem. Faldet over bord i et ubevogtet øjeblik. Den lille hund var gået på dækket med deres gaster, og ingen havde set den komme ned igen. Der var gået ca. en halv time, og de vendte båden med det samme og sejlede en hel time tilbage samme kurs for at se, om de ikke kunne få øje på Ajja, som havde haft sin svømmevest på. Men desværre, hun var væk. Der var stor sorg på Atlanta, og vi sad der på Lela og følte med dem og prøvede at sende dem gode tanker.

Love er en lille dansk 30 fods Ballade, og Bo og Maria, som er ombord, har optrådt mange gange i denne logbog. De er jo også næsten blevet familie, de to seje ukuelige unge fra Høruphav i deres lille efterhånden ret slidte båd. Bo og Maria har satelittelefon, og vi ringede jævnligt sammen undervejs for at udveksle positioner og høre, hvordan det stod til. Bo og Maria er også på vej hjem til deres lille lejlighed i Valby, til at begynde job og studie og nok også stifte familie.

Og til slut det gæve danske skib Malte II, en Engholm 32 med Per og Inger Marie ombord. Per og Inger Marie er på vej hjem til familien med 11! nye børnebørn efter 3 års sejlads i det caribiske. Også de to var vi i næsten daglig kontakt med pr. satelittelefon, da de ikke havde helt de samme muligheder for at tage vejrkort ned som os, og vi derfor kunne give dem et bud på de kommende dages vejrsituation. Desværre er Malte II ikke så hurtigt sejlende, og de var så uheldige at komme til at ligge under en front, som gav dem styrtregn i hele syv døgn.

Og hvordan var så vores sejltur og vores vejr?

Jo vejret var ikke noget at råbe hurra for. De første 8 dage havde vi kryds, megen vind og kedeligt gråt vejr, og den ene sø efter den anden ned ad nakken, når vi stak hovedet op over kalechen, så det var ren overlevelse nede i kahytten, hvor vi hang fast med alt, hvad vi kunne hænge fast med. Vi fik begge oparbejdet nogle hårde ømme puder af hård hud med lidt vableagtigt inden under på begge håndrødder af at holde imod hele tiden, når vi skulle bevæge os rundt.

På 8. dagen dukkede vi op i cockpittet til den første times sol, og på 10. dagen ”Wauw”, sad vi oppe og spiste frokost. Hvilken luksus at se og mærke solen.

Men ellers gik døgnet efter de første dages tilvænning efter et helt fast skema. Det lød sådan her begyndende med den første nattevagt.

Kl. 22-01 Lene sover, Lars vagt.

Kl. 01-04 Lars sover, Lene vagt.

Kl. 04-07 Lene sover, Lars vagt.

Kl. 07-10 Lars sover, Lene vagt og tager vejrkort ned.

Kl. 10-11 begge oppe.

Kl. 11-13 Lene sover.

Kl. 13 Avanna og Atlanta taler sammen på radioen, og vi lytter.

Kl. 13-16 Begge oppe og spiser frokost.

Kl. 16-18 Lars sover.

Kl. 18-22 begge oppe, spiser aftensmad, tager vejrkort ned og lytter til Herb, som vejleder sejlerne i nordatlanten. Vi lytter med, når han rådgiver Avanna og andre både, som ligger tæt på vores position.

Og så det hele forfra igen.

Og på trods af vores frustration, da vores gaster stod af på Bermuda, så nød vi faktisk kun at være os to i båden. At have plads til at sidde i sofaen og at kunne lave mad og inddele dagen som det passede os bedst.

Dagene gik hurtigt på den måde, og vi førte hver dag kl. 12 og kl. 00 vores position ind på et stort kort, så vi kunne se, hvordan vi efterhånden kravlede os hen over det store ocean mod de små øer derude midt i det hele, Acorerne. (se billedet til denne side).

Og hvad tænker man så undervejs?

Jo man/jeg tænker meget på, at det her skal gå godt, både for os og for dem, vi ved er derude. Man er jo på trods af vejrkort og meldinger gennem radioen og satelittelefonen prisgivet sig selv og det store hav, og det kan godt få en til at tænke mange tanker og føle, at der ligesom skal lidt mere til end dygtigt sømandskab. Mere tro, mere hjælp, mere håb, og der gik ikke en eneste dag, uden at jeg opsendte en lille bøn om at passe på os og på de andre derude. Om en rolig overfart, om ingen voldsomme uheld, om at bådene ville holde til mosten.

Og jeg vidste, at de derhjemme sendte gode tanker efter os hver eneste dag. Jeg labbede det i mig, når min mor fortalte mig det i telefonen, og vi kneb en tåre, da både Jeppe og Peter nåede at sende den sidste kærlige sms, inden vi tabte land af syne og fortalte det samme.

Og når jeg ser rundt i båden, i vores lille univers, springer alle vores lykkeamuletter i øjnene. Om halsen har vi vores kæder fra Grønland, foræret os af Mikkeli og Martha den dag, vi forlod Lynæs. I agterkahytten hænger en lykkesten fra Anja, og i en lille kasse har vi en masse små glade sedler fra Jeppe, fundet skjult snedige steder på båden. Ved køkkenvasken hænger to fisk klippet af papir af Kirstine og foræret os af Ane Grethe. På badeværelset ler tre glade delfiner til os. Det er Sonja, Ulla og Anne, der på denne måde sender os deres tanker. Over vores bord i kahytten hænger en uro med små tørrede flyvefisk fra den anden vej over Atlanten, lavet af og foræret os af Bo fra Love.

Jeg kunne blive ved med at nævne ting, og det hele betyder så meget, fordi der bag ved hver enkelt ting gemmer sig mennesker, som vi ved, vil os det bedste og tænker på os. Jo man bliver nok meget opmærksom på tro, håb og kærlighed, når man sådan befinder sig som en lille brik i en meget stor natur.

Og så er der Lars og jeg. OS. Se det er jo blevet noget helt specielt, vi har fået ”foræret ” på denne tur. Vi er blevet et team. Har fået et sammenhold, en fællesskabfølelse, som rækker langt dybere end i hverdagen derhjemme. Vi har været der for hinanden, har støttet os til hinanden, har skiftedes til at være den stærke. Vi har arbejdet side om side og delt både sure og gode timer.

Denne sidste tur, hvor vi blev smidt hovedkulds ud i kun at være os to, har på en måde været kulminationen af hele vores tur. Vi er os! Vi er stærke. Og vi gjorde det sgu!

Den første aften, vi var i land, og gik op på Peters Café i Horta, spillede de ”Stand by me” af John Lennon, og jeg kan love for, at vi var resonante. For det er det, det drejer sig om, og det er det, vi har gjort. Og vi er stolte og taknemmelige for at have oplevet det.

Vi kom frem til Horta fin stil, så øen Faial med de to øer Pico og Sao Jorge dukke op af havet i horisonten, og sjældent har vi været så glade, som da vi hoppede i land og følte den faste grund under fødderne.

13 dage og nogle timer tog turen. Som sædvanlig har Lela sejlet godt og hurtigt, og som sædvanlig har Lars bevist, hvor god en sejler, han er, og vi kom igennem uden andre uheld end et næsten gennemslidt 2. reb, som vi dog nåede at få skiftet, inden det knak. (Lige siden Caribien har vi stort set sejlet med storen i 2. reb).

Det var lidt anderledes for nogle af de sejlere, vi mødte, da vi nåede frem til Horta. Her lå jo gamle venner, og her kommer hele tiden kendte både ind. Både med gode men også skrækkelige historier.

En båd mistede masten, et topvant brast, og masten knak. Heldigvis var der 12 sømil fra Faial, og en anden båd tog dem på slæb ind, da motoren oveni det hele også satte ud.

En båd knækkede wiren til forstaget 400 sømil væk og måtte gå for motor og reducerede sejl. De havde ikke nok diesel og måtte kalde hjælp derude. En russik tanker kom og smed fire dunke ned til dem under ret voldsomme omstændigheder midt om natten med høj bølgegang. Det viste sig efter kort tid, at dieselen var så snavset, at motoren satte ud, og de måtte fremover stå og filtrere dieselen gennem nogle stykker køkkenrulle inden brug. De nåede kun lige i havn på de sidste dråber, og nogle få timer inden en storm kom ind over øerne.

En båd oplevede, at alle vingerne på deres vindmølle pludselig fløjtede af. En anden måtte håndstyre i 4 døgn, da vindroret gik i stykker. En måtte ”snyde” kompasset i den elektriske selvstyrer, da den satte sig fast og kun ville styre én kurs, og én båd havde en helt forfærdelig historie om en gast, som da, der var 12 døgns sejlads tilbage, fik et nervøst sammenbrud og totalt mistede forstanden. Manden forskansede sig foran i båden på toilettet, tog pc, alt rugbrød, og alt vand med sig derud. Afbrød vandforsyningen til de to, som styrede båden, skruede skruer i dørene og bandt snore op som afskærmning, tog alt tøjet af og åbnede lugen forude, så søerne slog ind i båden, og smed så ellers sikkerhedsudstyr, mobiltelefon, bådens beholdning af friske løg, og hvad han ellers kunne finde på ud af båden.

Der gik et døgn, hvor det skrækslagne par forgæves forsøgte at få kontakt med den bindegale mand. Så faldt han heldigvis til ro og kom ud fra sin forskansning, og det lykkedes dem at få en stesolid i ham. De næste 12 dage var han på stesolider morgen og aften og sov det meste af tiden. De vågne timer beskæftigede han sig med at lægge deres tøj på plads og spidse deres blyanter. Hjælp til sejladsen var der jo selvklart ikke tale om, og hvor det skulle have været en aflastning at have en gast med, blev det til en næsten ubærlig belastning. Det var to mærkede og flere kilo lettere mennesker, vi mødte på kajen i Horta. En ren gyser.

Jo der er mange forfærdelige historier, men heldigvis også mange gode, og i det store hele har de fleste klaret sig ok, og som jeg nævnte tidligere, så er team-ånden hos alle de par, vi har mødt bare blevet så stærk. VI er blevet et ord, der betyder noget her i Horta. 

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 14-06-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...