Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070613 Acorerne. Pico – lavamarker og vin

Forstørrelse
Se forstørrelse

På Pico, som ligger bare en kort tur med færgen fra Faial, lejede vi en bil, da vejret var mildest talt ustabilt. Vi var fem af sted, os samt Inger-Marie og Per fra Malte II og Anette fra Pinocchio.

Hvor landskabet på Faial, i folkemunde ”den blå ø”, havde virket åben og grøn, var Pico helt anderledes, strengere og mørkere. Pico kaldes da også ”den sorte ø”.

Pico er én stor vulkan. Fra vandsiden ligner øen i profil en kæmpe kokosmakron. Et stort afrundet tilspidset bjerg, som ender i en kegle med en lille spids allerøverst.

Pico er kendt for sine lavamarker, små bitte lodder afgrænset af gærder af sorte lavasten, hvor den lysegrønne vin slynger sine lange tynde rangler. For på Pico laver man vin, dejlig vin,og de lave gærder af sorte sten omkring de små lodder holder både på vand og varme, så vinen kan blive rund og god. Picos vinmarker er helt specielle og er da også med på UNESCOs liste over verdens kulturarv (world heritage).

Vi kørte rundt i dette specielle landskab med de store kontraster mellem de sorte lavasten og den frodige vegetation. Vi prøvede også at køre op på selve Pico for heroppe fra kan man se rundt på hele ø gruppen, hvis man er heldig at komme i klart vejr. Det var vi dog ikke, men vi oplevede derimod en fantastisk køretur i drivende tågebanker på høje øde veje, hvor sigtbarheden var kun nogle få meter foran kølerhjelmen, og hvor køer dukkede op som sære spøgelser omkring bilen og gloede ind på os ad de duggede ruder. Acorerne er nemlig et ko-land. Overalt går kvæg og græsser på det saftige græs, og bøfferne er ret gode, skal jeg hilse at sige.

Vores chauffør Captain Per fra det gode skib Malte II havde dog held (undskyld behændighed) til at undgå at påkøre nogle af de dumme kræ, og vi sneglede os både op og ned ad Pico i den totalt uvirkelige drivende skyverden af grå våd dryppende atmosfære.

En pragtfuld tur vardet og en gentagelse engang ad åre i solskin står på ønskelisten.

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 05-07-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...