Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070617 Hvalfangst – barske mænd på havet og mægtige kaskelot

Forstørrelse
Se forstørrelse

Havet omkring Acorerne er et af de bedste steder at møde og se hvaler, og i mange hundreder af år har især Pico og Faial været centrum for fangsten af den store kaskelothval.Vi var på hvalmuseum både i Faial og Pico og fik en spændende gennemgang af det gamle erhverv.

På Faial var museet indrettet i den gamle hvalfangerstation og fabrik, og vi blev vist rundt mellem alle de store, gamle, flere etager høje kogemaskiner og kedler, hvor man kogte spækket og kødet og udvandt olie af spækket og et gødningsprodukt af kødet.

Vi var også ude i gården, hvor en brolagt slidske fører direkte ned til vandet. Her blev de døde hvaler sejlet ind og ved hjælp af nogle mægtige spil trukket op til partering i gården. Det hele stod lyslevende for os, især fordi der på museet hang en række fotos af de stolte hvalfangere og deres fangst.Vores guide, som var en gammel vejrbidt gut, havde selv været ansat som fanger i sine unge dage og viste os glad bekendte fra de mange fotos.

Fabrikken blev lukket i 1974, og den sidste hval blev fanget i 1984.

 

På Pico var der også et meget fint museum, og her var det selve fangsten af de store dyr, man fokuserede på. Der var fangstredskaber og en ægte gammel hvalfangerbåd, 11 meter lang med lavt fribord, årer og en mast, som kunne rejses med et stort sejl, når man var tæt på hvalen og ikke ville forstyrre den med årernes plasken.

Der blev også vist en film fra 1970, som beskriver en hvalfangst fra den tidlige morgen, hvor hvaludsigtsposten traver ud til sit tårn (vigilia) og sætter sig ved kikkerten, til han opdager hvalerne og ved hjælp af raketter og radio formidler budskabet ”hval i sigte”. Man ser alle hvalfangerne ile ud af deres huse og ned til de i forvejen klargjorte både med deres mange hundrede (op til 600) meter liner sirligt oprullet i store runde flettede kurve. Bådene skubbes i vandet, og de seks mænd ror af alle kræfter mod hvalernes position. Når man er tæt på, trækkes årerne ind, masten rejses og det store flotte trekantsejl med den lange bom hejses. Stille glider bådene mod målet, der gåes helt tæt på de store dyr og så, i det helt rigtige øjeblik, kastes harpunen med den lange line fastgjort.

600 meter kan hvalen dykke med sin line på slæb, så kommer den op igen og et sandt bombardement af spidse spyd regner ned over dyret. Det gælder om at ramme lungerne, så de klapper sammen, eller selve hjertet. Det virker helt utroligt, at så stort et dyr på op 20 meters længde og 70 ton kan overmandes og dræbes af en lille båd med nogle få mand og nogle spyd. Men det skete, og nok også med stor risiko for hvalfangerne.

Nu er den tid forbi, hvor man fangede 2 hvaler om ugen på Pico, men man har stadig stor indtægt af hvalerne. Nu er det hvalsafari for kameraklædte turister, det gælder, og arbejdsgangen er stadig stort set den samme. Udsigtsposten går til sit tårn, hvalerne observeres, der går besked til hvalsafaribådene, som så kontakter de kunder, de har stående på deres liste. Kort tid efter er alle mødt op ved bådene, og så suser man ud til positionen. For ikke at genere dyrene mere end højst nødvndigt har man i 1999 fastsat nogle helt klare regler. Man må ikke komme nærmere end 50 meter, man må kun være i området i 15 minutter og der må kun være få både ad gangen.

Vi har jo tidligere haft nærkontakt med kaskelotter flere gange, men vi ville nu gerne opleve dem igen, så vi spejdede intenst på vores vej de 60 sømil fra Faial til Terceira, men desværre ... hvalerne holdt fridag.

 

Et lille ps.

Da jeg så filmen med hvalfangerne, der på råbet ”hval i sigte” myldrede ud af deres huse mod bådene, fik jeg et tilbageblik til Kuummiut i Østgrønland, hvor jeg i 1984 stod ved vinduet i vores lille røde træhus med den lille Jeppe på armen og så alle mændene strømme ud af skolen, butikken og posthuset, fare ind i deres huse, komme ud igen iført varme thermodragter og rifler og styrte ned til iskanten, hvor bådene lå parat.

Råbet ”Narhval i sigte” havde lydt og snart susede den ene speedbåd efter den anden med hvide skumstriber ud ad fjorden, og skolebørnene havde fri for den dag og ventede spændt bådenes hjemkomst med nyfangede narhvaler og herlig matak (frisk afskåret hvalhud).

Med kærlig hilsen fra Lene


 oprettet: 05-07-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...