Links:

 

Til forsiden

Kontakt mig



NY!

Så slår FABV til igen! Jonas´ far bliver truet af ...
 
Lelas Logbog 2. Fra Tobago til Lynaes
 070622 Møde i rum sø – søde bomber og opildende sange

Forstørrelse
Se forstørrelse

Så kom vi af sted mod Europa. Onsdag d. 20 kl. 20 forlod vi Angro do Heroismo og vinkede farvel til den dejlige ø i den nedgående sol. Faktisk blev vi ved med at kunne se de tre øer som fine blålige silhouetter langt derude i det fjerne i lang lang tid. Terceira til højre med de to elegante bløde bakker, São Jorge i midten med den lavere kompakte profil og så Pico længst til højre kun bestående af én stor vulkan, der hæver sig af havet som en overdådigt struttende kokosmakron. Næste dag 60 sømil væk, var de der stadig, ganske svagt i horisonten, så smukt og klart var vejret.

Fem timer før vi sejlede fra Terceira løb en meddelelse ind til os pr. sms: ”Er sejlet fra Horta Faial mod Irland. Hvornår går I?” Det var vores venner fra det gode skib Malte II, Inger Marie, også kaldet Admiralinden, og Per, også lydende navnet Captain, der her lod høre fra sig.

Vi meldte tilbage, at vi agtede at forlade Terceira ved 19-20 tiden, og nogle timer senere kom meddelelsen: ”Nu 15 sømil fra Graciosa.” Aha! Måske kunne vi arrangere et møde i rum sø? I hvert fald ville vi prøve at kalde over VHF´en, som jo rækker ca. 20 sømil, og ellers kunne vi jo altid benytte os af satelittelefonen, som begge både er udstyret med.

Vi sejlede fint af sted, og i løbet af natten kom vi op på en båd, der lå foran os lidt til bagbord. Vi kunne se det hvide lys fra agterlanternen svaje af sted derude som et lille lyspendul over det mørke vand. Vi prøvede at kalde : ”Malte II, Malte II her er Lela.”

Intet svar.

Så forsøgte vi os med. ”Seven, Seven her er Lela.” For vi vidste, at også Seven med Alexander og Ingrid netop var gået fra Faial og lå et sted derude på ruten. Men heller intet svar på dette kald. Så med mindre båden derude havde slukket sin VHF, kunne det ikke være nogle af dem.

I løbet af natten halede vi ind på båden og passerede den, og næste morgen, da de første solstråler lyste op og gav alting farverne tilbage, var den bare en lille skinnende hvid trekant langt bagude. Nå det var så det, det kunne have været sjovt at mødesmed nogle af vennerne, men Atlanten er jo stor, så vi slog os til tåls med, at det ikke skulle blive denne gang.

Men så kl. 9.15 var der pludselig en kendt stemme i VHF´en: ”Lela, Lela her er Malte II.”

For søren da, det var jo Inger Marie! Vi skyndte os at melde tilbage, og Inger Marie svarede glad, at så var det os, hun kunne se.

Hvad?! Når hun kunne se os, måtte vi da også kunne se dem ... så op at stå på kistebænkene og spejde ud i horisonten, og dér foran os lå ganske rigtig et lille hvidt sejl og vuggende. Vi fik deres position, og de lå ca. 3 sømil foran os.

Nu blev der travlhed på Lela. Kursen blev sat på Malte IIs agterspejl, og en kage blev i al hast mixet sammen og smidt i ovnen. Meget passende, for vi havde netop et jubilæum, der skulle fejres på Lela. Samme dag ville vi nemlig runde de 11.111 sømil på vores tur i vores Bianca 111, og det var jo en masse flotte ettaller.

Et par timer efter kom så det store rendez vous. Jesper stod klar med en bådshage, hvorpå der hang et styk plasticpose indeholdende to stykker nybagt gulerodskage til kaffen, godt emballeret i sølvpapir og en forhenværende papæske til saltkiks. Lars havde taget roret fra Mona, og Karen og undertegnede stod skudklare med fotografiapparaterne.

Da Malte II var lige foran os, blev VHF´en levende: ”Store skib agter, skyd ikke på lille skib. Vi er venligtsindede!”lød Pers røst, og vi svarede fnisende, at vi da havde tænkt os at bombardere dem, men at de ikke skulle være bange. Det ville blive en sød bombe.

Og så kom mødet. Lela gik tæt op på siden af Malte II. Jesper strakte sig, så langt han kunne, posen dinglede faretruende, men så ... i et snuptag røg den ind over Malte IIs ræling, og plums var posen løs og dumpede ned på MalteIIs dæk, mens Admiralinden med sit bedste forhåndskast kylede en plade lækker flødechokolade i en smuk bue gennem luften og klask lige ind i hænderne på mig på Lela.

Efter denne beskydning med lækkerier fik vi travlt med at se glade på hinanden og vores smukke både, råbe gode ting og tage fotos. Og for at det ikke skulle være løgn, så synes en delfinflok, at den også ville være med i løjerne og gav sig til at tumle springende rundt i det smalle stykke vand mellem vores både.

Altså engang imellem er der de her stunder, de her små øjeblikke af perfekt glæde, som man kan putte i sin hjernekiste eller hjerterum og senere tage frem og sutte på som på et dejligt bolche.

Dette øjeblik var sådant et gult solmættet bolche med blåt atlanterhavssprøjt tilsat kåde grå delfinrygge, brede hvide tandsmil og Admiralindens flotte brune bikinikrop.

Så var mødet ovre, og vi gled videre fremad og efterlod Malte II med det nikkende hvide sejl i vores kølvand.

MEN ... spasen var ikke forbi. Lars havde ved flere lejligheder skoset Per, som er forhenværende militærmand, for hans manglende tidsmæssige præcision, og nu på denne herlige dag, hvor vi havde aftalt en lille eftermiddagssludder på VHF´en kl. 15, lød det pludselig med fynd og klem ud i æteren.

”14.59.40 DUT! 14.59.50 DUT! 15.00 DUT! Lela, Lela, her er Malte II.”

Det ville Per alligevel ikke have siddende på sig, og for at gøre opkaldet endnu mere uforglemmeligt bad han os nu slå lyttebøfferne godt ud.

Okay? Hvad nu?

Vi fire på Lela sad helt stille med øjnene rettet mod VHF´en, og så kom med smuk baryton en fuldendt sang på melodien ”Jeg ønsker mig en himmelseng” eller ”Menuetten fra Elverhøj”, såvidt jeg husker, hvor Per med egen hjemmedigtet tekst sang om de to gæve sejlbåde og deres gæve kaptajner. Jeg husker ikke alle ordene her og nu, men håber at vi, når vi forhåbentlig engang ses i Danmark, kan lokke hele teksten fra Per. I hvert fald vakte den stor jubel hos os, og vi besluttede straks, at det ville vi ikke stå tilbage for.

Det viste sig, at Karen gemte på en habil sangskriver, og efter at vi havde valgt melodien ”I en kælder sort som kul”, og efter en herlig tid med en masse vilde input havde vi en tekst klar. Den kom til at lyde således:

 

Sang til Malte II

Ude på Atlanten stor

Sejler to små både

Kursen den er ret mod nord

Delfinerne er kåde

 

Og et vældigt søslag stod

Der blev ikke udgydt blod

Der var ingen døde

Bomberne var søde

 

Mødet fandt en torsdag sted

Vi blev rigtig glade

For admiralinden smed

En plade chokolade

 

Bomben ned på dækket faldt

Det var nu det rigtig gjaldt

Det var sidste chance

For en leverance

 

Lars og Karen havde lige en ekstra tilføjelse til sangen, men af hensyn til Malte IIs følsomhed, blev den strøget af censuren i første omgang. Men så af hensyn til Lars´ og Karens følsomhed kommer den med her som et ps. Den skal puttes ind efter det med chokoladen og lyder:

Var det mon en malkeko

Nej det var jo Malte II

Kom med chokolade

Vi blev alle glade!

 

Al denne skæg og ballade var et herligt indslag i livet ombord, som jo hurtigt fandt sin rytme.

Ni døgn tog det at sejle fra Terceira til Cameret sur Mer i Frankrig, og de gik på fineste måde. Vejret var godt, vinden var tilpas, og bølgerne ikke for høje. Og så havde vi måneskin, hvilket bare betyder så meget, når man sidder der alene under stjernerne med det mørke vand omkring sig. Jesper og Karen tog deres tørn, og vi havde hyggelige dage med nybagte boller og fællessang fra højskolesangbogen og fik også fejret skt. Hans med tændstikbål på komfuret og Midsommervisen både i den originale og Shubiduas version.

Med kærlig hilsen fra Lene

 

 

 

 


 oprettet: 19-07-2007



 Til forsiden
 
Menu:



NY!


Anton skal ud at rejse. Langt væk med et stort f...