Lene Fauerby

Af Kirsten Bystrup

Lene Fauerbys bøger er karakteriseret ved en stor fortælleglæde og en særlig sans for at kunne skrive til børn i mange forskellige aldre. Siden sin debut som børnebogsforfatter i 1987 har Lene Fauerby veloplagt og dygtigt udfordret genrer som romanen, letlæsningbogen og billedbogen. Hun siger selv, at fantasi er noget af det fineste, man har, og at hun elsker at skrive og finde på historier – og det mærker man!

Grønland spiller en væsentlig rolle i Lene Fauerbys forfatterskab. Fanget på isen, som hendes første børnebog hedder, foregår således netop i den lille østgrønlandske bygd, hvor hun selv opholdt sig i to år. Det er fortællingen om, hvordan den store dreng Mikkeli bliver fanget på isen af tågen, da han er på sælfangst med sin bedstefar. Lene Fauerby skriver på sin store viden om forholdene i Grønland. Hun er ikke blot realistisk men næsten dokumentarisk helt ned i detaljen. Det er en fortælling, der nok lever mere i sin kærlige respektfuldhed overfor det grønlandske folk, end den lever i sin historie.

Men allerede i den næste fortælling om Mikkeli, Nogen gange gør det ondt at leve, der udspiller sig 3 år senere, er det fortællingen, der tager over. Lene Fauerby ser skiftevis med Mikkelis og barndomsveninden Silpas øjne og giver dermed et indblik i to meget forskellige måder at opfatte tingenes gang på. En stormende forelskelse løber ud i sandet, fordi Mikkeli ikke forstår Silpas smerte over morens sygdom og død. Det er meget usentimentalt beskrevet, velgørende direkte, men samtidig med en stor indlevelse og forståelse for de to personer, deres liv og sammenhæng.

Også ungdomsromanen Et halvt hjerte, om den 14-15-årig pige, Naja, handler om en pige, der mister sin mor. Najas grønlandske mor og lillesøster omkommer i en trafikulykke, og Naja og hendes danske far flytter tilbage til det sted i Grønland, som moren kom fra. Titlen henviser konkret til det venindesmykke, et halvt sølvhjerte til at hænge om halsen, som Naja får fra veninden i Danmark. Men den henviser også i overført forstand til Najas oplevelse af ikke at være hel efter morens død og efter at have forladt Danmark. Fortællingen løber i to spor – et nutidigt og et historisk, noget som allerede forsidebilledet gør opmærksom på. Vi ser et grønlandsk pigeansigt, delt i to, hvor den ene halvdel er traditionelt grønlandsk, mens den anden har lidt europæiserede træk. Naja bearbejder sin sorg over morens død i en drøm, der foregår 500 år tidligere. Lene Fauerby har ladet sig inspirere af det opsigtsvækkende arkæologiske fund af otte velbevarede mumier – kvinder og børn – og drager på den måde Grønlands historie ind i sin fortælling. Najas identitet og selvforståelse spejler sig i fortiden, ligesom naturen om hende bliver til et spejl på hendes sindstilstand.

Historierne i de to letlæsningsbøger, Is-bjerget og Fjeld-ånden, er med i romanen Nogen gange gør det ondt at leve. Hvor Lene Fauerby skriver i et billedrigt, malende og sansemættet sprog i romanen, evner hun i letlæsningsbøgerne at lade stemningen og forventningen, skrækken og uroen komme frem med ganske få ord. Det er fortællingen om to børn i naturens vold – en dansker og en grønlænder. Vi hører om Kasper og Maliks oplevelser på isen og i fjeldet, på fiskefangst og på rypefangst og i mødet med fjeldånden, qivittoq’en.

Det er i det hele taget kendetegnende for Lene Fauerbys letlæsningsbøger, at hun – det knappe sprog til trods – er god til at fange sin læser ved de gode plots, den varierede fortælleteknik og humoren. Sådan er det fx i de fem bøger om Jan og Liv, deres familie og venner, hvor vi kommer rundt i mange kroge af den gode historie – lige fra ”dengang far var barn” (Det sorte genfærd) og den fra børnebøgerne så velkendte fortælling om det tomme hus og den vrede vagtmand (Den hemmelige hule, Det forladte hus) over det at være bange uden at ville erkende det (Vampyren) til den meget realistiske men samtidig også morsomme fortælling om den lille families jagt på ræven (Til kamp mod ræven).

I billedbøgerne udforsker Lene Fauerby et helt andet område af fortællingen – historien til det lille barn, der skal formidles via højtlæsning og billedsætning. I bøgerne om Mette er det fortællinger om hverdagens glæde og drama. Mette er vel en to-tre år. Hvad enten det drejer sig om at pynte juletræ eller at lege gemme med mor, er historien enkelt og ligefremt fortalt med sans for den pointe, som det lille barn kan forstå. Mette-Kirstine Baks fine meddigtende illustrationer er med til at gøre bøgerne så helstøbte. Især er hendes ekspressive og farvestærke illustration af den lille kække og ufortrødne hovedperson, der er piget på sin helt egen måde, uovertruffen.

Bjørnen kommer er også et hverdagsdrama men for de lidt større børn. Der er en voldsomhed og en kraft i fortællingen om, hvordan fantasiens leg pludselig bliver til virkelighed for storesøsteren, da hun leger bjørn med sine to mindre søskende. Hun bliver bjørnen! Det er spændende fortalt – en rigtig gyser, der viser en forfatter med sans og nærvær for børns måde at opleve på.

I Pigen der elskede ord indfanger Lene Fauerby hele sin fascination ved ordenes magi og fortællingens kraft i den rimede historie om pigen Sille, der aldrig kunne få nok af ord – som lille skal hun have læst højt, i skolen sluger hun ordene i store klumper og siden bliver hun en læsehest, der i al sin opslugthed af ord og fortællinger er en fare for sine omgivelser. Det går over stok og sten, den ene barokke og vanvittige situation afløser den anden. Det er overraskende, og det er sjovt. Der er en energi og glæde i de veloplagte rimede strofer. Samtidig er der også i denne bog et fint udspil til illustratorens meddigten, og tekst og billede supplerer hinanden forbilledligt.